Grundlovstale 2025
I dag fejrer vi, at Kong Frederik den 7. den 5. juni 1849 underskrev Danmarks første grundlov. Siden da har grundloven været fundamentet for lovgivning og samfundsudvikling – fra et landbrugsland til industrisamfund og videre til det moderne velfærdssamfund, vi kender i dag. Et af verdens rigeste og mest stabile demokratier. Denne udvikling har været mulig takket være tillid og dialog. Gennem vores demokrati har vi – folket – haft mulighed for at præge samfundet og tilpasse det til tiden. Alle kan stille op til valg til Folketinget, regionsråd, kommunalbestyrelser – men også til lokale organer som skolebestyrelser. Her har borgerne kunnet føre tilsyn med magten og tage ansvar for fællesskabet. Det kræver dog noget af os. For selvom vi har en stærk demokratisk tradition, så er vores samfund i dag langt mere komplekst end i 1849. Der er mere lovgivning, mere regulering og mere digitalisering. Det er ikke altid let at følge med – og det er en reel udfordring. Den 18. november er der valg til regionsråd og kommunalbestyrelser. Desværre har alle partier svært ved at finde kandidater. Det tager tid og kræfter at være politisk aktiv – men det er også enormt meningsfuldt. Vi står foran store reformer: Ældreplejen, folkeskolen, beskæftigelsen, socialområdet og sundheden skal nytænkes og forbedres. I regionerne står sundhedsreformen og etableringen af lokale sundhedsråd centralt. Det handler om at bringe beslutninger og behandling tættere på borgerne. Demokratiet bliver ikke bedre, end de mennesker der stiller op – og bliver valgt. Men med de sociale medier er det desværre blevet lettere at svine politiske modstandere til, og det afholder mange fra at engagere sig. Det skal vi lave om på. Vi må minde hinanden om, at det er helt i orden at være uenig. Faktisk er det uenigheden, der fører til de bedste kompromiser. Men skal vi have flere til at deltage, så kræver det, at vi holder en ordentlig tone. Demokratiet lever af, at vi taler med – ikke ned.
Rigtig god Grundlovsdag