Flere børn - mere liv i Nordjylland

Debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende den 25. august 2025
Af Kandidat Morten Nørgaard Hald (V) til Regionsrådsvalget 2025, Vestskoven 54, Brønderslev
Der er vist ikke mange, der længere tror på, at det er storken, der kommer med de små børn. Men vi ved alle, at fødselstallet er faldende, og at vi bliver flere ældre. Alle taler om det – men hvem gør noget ved det?
Det er naturligvis en privatsag, om man ønsker at få børn, hvor mange og hvornår. Men faktum er, at stadigt flere kvinder får deres første barn i 30’erne, hvor man i 60 erne var 23 år. Det er forståeligt – man skal have uddannelse, job og finde den rette partner først. Jeg kender det selv, for jeg blev far første gang som 37-årig.
Faktum er, at Region Nordjylland bruger 15 mio. kr på fertilitetsbehandling i 2025. For mange lykkes det desværre ikke, og bag de mislykkede forsøg står ikke kun parret, men også bedsteforældre og venner, der håber på en familieforøgelse.
Faktum er også, at vi i dag ikke kan reproducere os selv. Der bliver født færre børn, end der dør. Indvandring har hjulpet os, men hvis vi vil bevare vores levestandard og holde liv i lokalsamfund og byer, så skal der mere gang på fødegangen.
Jeg foreslår derfor, at vi henter inspiration fra Holland, hvor man har tilbudt unge mænd og kvinder et frivilligt fertilitetstjek. Det giver den enkelte viden om muligheder og begrænsninger i god tid – og kan betyde, at nogle vælger at få børn lidt tidligere i livet, f.eks. under studietiden.
Selvfølgelig rejser det også spørgsmål, der rækker ud over Region Nordjyllands ansvarsområde – som billigere pasning, bedre orlovsmuligheder og sikring af karrieren under barsel. Men hvis vi vil fortsætte udviklingen af Nordjylland og vores fremtid,så må vi turde tage debatten om, hvordan vi igen får flere børn.
Jeg foreslår vi starter med at tilbyde muligheden for at få tjekket sin fertilitet, så vi kan på mere liv på fødegangene i Region Nordjylland.