De kolde hænder er en forudsætning

Nordsøposten den 6. november 2025

Vi taler hele tiden om behovet for flere varme hænder i sundhedsvæsenet – og det er rigtigt, vi mangler dem. Men vi glemmer dem, der får det hele til at fungere bag kulisserne: de såkaldte kolde hænder. De er sjældent synlige og får ingen applaus, men uden dem ville sundhedsvæsenet bryde sammen. Det er dem, der sørger for, at lønnen bliver udbetalt, at medicinen er bestilt, at journaler og it-systemer virker, at der er personale på nattevagt, og at patientkørslen dukker op til tiden. De står ikke ved hospitalssengen – men de gør det muligt for andre at gøre det. Derfor er det forkert, når kolde hænder bliver gjort til syndebukke for alt bøvlet i systemet. Problemet er ikke, at de findes. Problemet er, når de bruger tiden på meningsløst bureaukrati, dobbeltregistreringer og systemer, der ikke hænger sammen. Vi skal fjerne unødvendige opgaver – ikke fjerne mennesker. For når kolde hænder får lov at gøre deres arbejde klogt, kan de faktisk frigive tid til patienterne, skabe overblik og sikre bedre forløb.

Det er på tide, vi ændrer fortællingen. Sundhedsvæsenet består ikke af varme hænder eller kolde hænder – det består af mennesker, der hver især bidrager til, at patienten får hjælp. Og dem, der arbejder bag kulisserne, fortjener også vores respekt. Uden dem står de varme hænder alene. Og så er det først, det for alvor går galt.